Kulturministeriets nye coronaretningslinjer rammer kvindefodbold ekstra hårdt

Den manglende professionalisering af kvindefodbold påvirker blandt andre det aarhusianske 1. divisionskvindehold ASAs mulighed for at spille fodbold.

Af Lin Rafn Tygesen & Camilla Stokholm Glargaard

“Vi kan ikke holde niveauet. Det kommer helt sikkert til at betyde noget på den korte bane, men mon ikke vi kan indhente det igen til næste år, medmindre vi bliver ramt af restriktioner igen.” Sådan lyder det fra Jack Hansen, kontaktperson for den lokale fodboldklub, ASAs kvindefodboldhold i 1. division.

Coronasituationen spidser til i Danmark og nye retningslinjer følger med. Forsamlingsforbuddet er sænket til 10 personer, med undtagelse af professionel sport. Og her viser sig en problematik.

Retningslinjerne for udendørs idræts- og foreningsliv fra Kulturministeriet undtager professionelle sportsudøvere som repræsenterer Danmark på højeste niveau. Den bedste liga i herrefodbold og kvindefodbold må altså gerne fortsætte med at spille.

Forskel på mænd og kvinder i 1. division

Men Kulturministeriet har lavet en undtagelse fra deres egen regel, nemlig at 1. divisions fodboldherrer også er undtaget for forsamlingsforbuddet på 10 personer. Det gælder dog ikke kvindefodboldens 1. division. Coronaretningslinjerne inden for udendørssport differentierer altså på køn, selvom der i flere år har været fokus på at fremme dansk kvindefodbold.

Kvindernes fodboldhold i 1. division bliver derfor ramt af de nye restriktioner, og det betyder også, at holdene i Aarhus ikke har mulighed for at komme på plænen på lige fod med deres mandlige kollegaer.

Jack Hansen forklarer, at kvindeholdet fra ASA vil blive ved med at træne på Frederiksbjerg, men bare i små grupper med 9 spillere og 1 træner. Jack Hansen uddyber, at “lige nu er vi super frustrerede over, at vi ikke kan få lov til at spille, men vi respekterer selvfølgelig myndighedernes beslutning.”

Indtil videre har Dansk Boldspil Union (DBU) udskudt kampene for kvindernes 1. division på landsplan. Den endelige afgørelse om kvindernes kampe fra Kulturministeriet kommer først i løbet af i dag. Herrernes kampe er dog fortsat på programmet.

Professionaliseringen af kvindefodbold er nødvendigt

Jacob Høyer, kommunikationschef hos DBU forklarer, at “der simpelthen stadigvæk er forskel i professionaliseringen af 1. division på tværs af køn. Det er derfor vi arbejder med at professionalisere kvindefodbolden, så de får endnu bedre vilkår.”

“Det er et spørgsmål om definitionen af om kvindeholdene er professionelle klubber. I og med, at herrefodbolden har eksisteret i mange flere år end kvindefodbolden, så er herreholdene nærmest blevet forretninger eller virksomheder. Hvis du derimod er i kvindernes 1. division, så er det mindre klubber, hvor det er frivillige, der træner, og det er spillere som måske nok er på kontrakt, men ikke får en decideret hyre,” uddyber Jacob Høyer.

De nye coronarestriktioner, som er blevet pålagt den professionelle idræt taler altså sit tydelige sprog. De viser, at der stadig er forskel mellem mænd og kvinder i fodbold.

Opdatering fra Dansk Boldspil Union

Dansk Boldspil Union har efterfølgende meldt ud på deres hjemmeside, at kvindekampene er blevet udskudt. DBU skriver, at de kommende kampplaner vil blive sendt ud til klubberne, når de ligger klar.

One comment

  1. Super artikel, der er vinklet på en snæver og konkret problemstilling. Husk at præsentere det konkrete før det abstrakte. I rubrikken skriver I “Kulturministeriets nye coronaretningslinjer”. Skriv i stedet “Forsamlingsforbuddet” eller “Det skærpede forsamlingsforbud”. I en nyhedsartikel skal I fokusere på det centrale først og ikke forvente, at den digitale læser kommer igennem hele artiklen. Derfor, indled med det vigtigste. Husk at præsentere kilden før citatet. Generelt bør I undgå citater som det første i brødteksten til en nyhedsartikel. Glimrende kildevalg – i får hørt de væsentligste aktører. Drop til gengæld de afsluttende to sætninger. En nyhedsartikel kan sagtens slutte med et citat i stedet.

Der er lukket for kommentarer.