Børne- og ungerådmand: “Der er rigeligt med indflydelse at hente på aftenens borgermøde om en ny folkeskole i Gellerup”

En ny folkeskole og et fritidscenter i Gellerup er på Aarhus Kommunes tegnebræt. I aften, tirsdag d. 3 november, inddrages kommunens borgere endnu en gang, når det online mødeprogram Teams danner rammerne for en gensidig dialog mellem beslutningstagere og borgere.

Af Anna Rosenfeldt & Alexander Bertelsen 
3. november 16:16

En af de centrale aktører ved tirsdagens borgermøde er Thomas Medom, der er rådmand for børne- og ungeområdet i Aarhus Kommune. I 2019 var han forhandlingsleder for det sjak af politikere, der forhandlede aftalen om den nye skole på plads. Lige siden dengang har involveringen af borgere og samarbejdspartnere været tungtvejende for ham.             

“Vi har en ambition om, at vi gerne vil skabe en skole i Gellerup, der er lokalt forankret. Derfor er det vigtigt, at vi lytter til dem, der har deres dagligdag i Gellerup,” siger han. 

Eksperter skal være lydhør overfor gode idéer
Planen for etableringen af den nye skole begyndte allerede, da den sidste krusedulle blev sat på aftalepapiret for halvandet år siden. Derfor er der nogle ting, som borgermødet i dag ikke kan rykke ved.

“Der er selvfølgelig noget, der allerede er besluttet. Det drejer sig blandt andet om placering, starttidspunkt og mange andre ting. Men der er stadig rigtig meget, der endnu ikke er besluttet. Derfor er der stadig rigeligt med rum for indflydelse for borgermødets deltagere,” fortæller rådmanden og understreger, at det er vigtigt, at lokalområdets borgere og foreninger deltager i processen.

For Thomas Medom er der særligt to ting, som han håber kommer ud af borgermødet. For det første skal borgerne gå klogere derfra, men mindst lige så vigtigt er det, at det panel af eksperter, der skal svare på borgernes spørgsmål, også går derfra med ny viden. 

“Vi vil rigtig gerne lytte til de gode idéer. Både i forhold til udformning af skolen, samarbejdsrelationer, for eksempel idræts- og kulturforeninger, og derudover også i forhold til det daglige indhold på skolen. Vi kan jo ikke sidde og finde på det hele inde i forvaltningen. Vi skal derud, hvor græsset gror,” siger han. 

Ekspertpanelet består blandt andre af medarbejdere fra gruppen bag projektet, ledere fra fritids- og ungdomsskoler og børne- og ungdomsrådmanden selv. 

Fra ghetto til attraktiv bydel 
I 2019 vedtog byrådet i Aarhus Kommune, med Thomas Medom i spidsen, at en ny skole skal opføres i Gellerup, som ifølge Transport- og Boligministeriets velkendte ‘Ghettoliste’ er ét af Danmarks hårde ghettoområder. Opførelsen af skolen og dertilhørende fritidscenter skal ses som som en del af en større ombygning af området, der har til formål at lokke flere etnisk danske beboere til området. Tal fra Danmarks Statistik viser, at andelen af etniske danskere i Gellerup i skrivende stund udgør 33 procent. 

“Vi vil gerne snakke med de borgere og samarbejdspartnere, der gerne vil være med til at gøre området mere attraktivt og relevant – også for de familier, der kunne overveje at flytte til området,” siger Thomas Medom om kommunens ambition om at gøre Gellerup mere tiltrækkende.

Ny folkeskole i Gellerup deler vandene
Som optakt til det online borgermøde, der finder sted i aften, har AARHUSIANER’N fanget nogle borgere i den nye skoles nærområde. Her er der langtfra enighed om Aarhus Kommunes planer for opførelsen af den nye skole. 

Sayama Faramosi, som netop er flyttet til Gellerup med sin søn, er begejstret over, at der kommer en ny folkeskole og et nyt fritidscenter i området. 
“Jeg vil meget gerne have en skole herude, for min søn går på en anden skole i Åbyhøj, og vi er meget trætte, for det er langt væk,” fortæller hun. “Nogle morgener løber vi efter bussen, og nogle gange er de (busserne, red.) forsinkede,” uddyber hun. Sayama Faramosi fortæller også, at der bor rigtig mange familier med børn i Gellerup, og netop derfor er opførelsen af en skole rigtig vigtig. 

En anden beboer, Ibrahim Abdul, fortæller, at “det er en god idé med en skole i området, for de andre ligger langt væk”. 

Han fortæller også, hvordan opførelsen af en ny skole vil bidrage til, at der kommer mere offentlig transport til Gellerup, og det er i hans bog et plus, fordi området er stort, og der bor mange mennesker, siger han. 

Til gengæld er Mehmet Hassan, som har boet i Gellerup i over 40 år, ikke imponeret over udsigten til en ny skole i området. Det kan nemlig komme til at betyde, at noget af det eksisterende skal rives ned.

“Jeg synes, det er nytteløst, hvis man skal rive en masse ned for at opføre en ny skole. Jeg har boet her i 40 år. Jeg har selv gået i skole her. Mine børn har gået i skole her. Tingene er gode nok, som de er, og der er mange, der er sure over, at de vil rive vores bygninger ned,” fortæller han.